Apo Island - Sipalay "Sugar Beach" d. 30/7

Vi nød formiddagen på Apo inden vi skulle sejle med motorbanca'en tilbage kl. 12 og derefter på en 5 timers bustur til Sipalay.

Vi kom sikkert over vandet, fik sagt farvel til de 4 andre vi havde delt båden med og prejet en bus (de har ingen faste stoppesteder, men holder ind hvor folk vil af eller på), mod Sipalay. Det var den mest forfærdelige bustur til dato, meget af turen foregik på en jordvej med vandhuller overalt og de steder der lå betonplader som vej, var der ligeså mange hump og sving, så vi blev rystet godt og grundigt igennem. Her er busture noget anderledes end vi er vant til, bl.a. havde billetmanden lidt post med til en dame, der boede i en lille landsby, så det skulle vi lige forbi med og lidt senere holdte vi ind et andet sted, for nu skulle buschaufføren hjem og hente noget ekstra tøj, da han havde et par dage tilbage af sin "vagt" :) Men vi kom da frem til Sipalay efter vi havde skiftet bus midtvejs og nu manglede vi bare at komme det sidste stykke ud til "Sugar Beach", som skulle være en rigtig lækker strand - et stykke af paradis, Filippinernes bedst bevarede hemmelighed og konkurrent til øen Boracay's "White Beach", ifølge Lonely Planet.

Ved busstoppestedet hyrede vi endnu engang en tricycle, som skulle køre os ud til stranden. Den lå åbenbart en 8-10 km. væk og for at komme derhen, kørte vi forbi en masse rismarker med vandbøfler (et syn man ser næsten overalt på Filippinerne) og over en bro inden vi blev sat af i en lille landsby. Her blev vi mødt af et par drenge på en 8-9 år, som var hurtige til at tage vores store rygsække og det viste sig, at de var vores kaptajner :) Vi skulle nemlig sejle med en lille paddel-båd lidt ned af en flod for at komme over på den anden side af den og det tjente drengene en lille skilling på. Det var ved at blive mørkt og vi var ikke helt fremme endnu, så efter at have spurgt om vej i en anden lille landsby kom vi frem til Sugar Beach.

Hmm... Det så overhovedet ikke så "Postcard-perfect" ud, som vi havde læst i bogen og vi kunne ikke få øje på nogle steder at bo. Stranden var ikke spor hvid og der lå stykker af kokosnødder og palmer over det hele samtidigt med at vandet var noget oprørt. Det eneste vi synes der passede med Lonely Planet's beskrivelse var, at det var som at være "Castaway" (som i filmen med Tom Hanks på en øde ø). For der var heller ikke et eneste menneske i sigte udover ham den lokale, som havde vist os vej til stranden. Her var vi tæt på at give op og ringe efter en helikopter, der kunne komme og hente os så vi kunne komme hjem, men kort efter fik vi øje på lidt lys i en lille hytte (der var blevet mørkt) og gik derop for at se hvad det var. Her sad en anden lokal ved sin lille shop, midt i aftensmaden. Han fik hurtigt lukket ned og sat sin tallerken til side, så han kunne følge os hen til et sted at overnatte. De er så utroligt flinke hernede, langt de fleste af dem i hvert fald. Han fulgte os over til "Driftwood Village" hvor vi valgte at blive. Det virkede ret hyggeligt og vi orkede ikke at gå rundt og lede efter andre steder samtidigt med der var kul-mørkt. Stedet, som var en masse bambus-hytter, en restaurant og reception hvor alt var lavet i lokale naturlige materialer, var ejet af en schweizisk mand og hans filippinske kone Daisy. De havde en del lokale unge piger ansat og alle i foretagendet var vældigt søde.

Igen havde vi en ven, som mente den skulle bo i samme hytte som os:

Sipalay - Bacolod d. 31/7

Stedet (dvs. stranden) var bare ikke helt det vi havde regnet med og håbet på, så allerede næste morgen efter en solid omgang morgenmad bestående af en ordentlig pandekage fyldt med frisk frugt og en frisk kokos-nød fyldt med kokosmælk/-juice, tog vi den samme tur tilbage til Sipalay med henholdsvis en lille båd over floden og tricycle. Undervejs hoppede der også lige en gammel dame med på vores tricycle :)
 
 

 
Vi var lige kommet frem, da en bus til Bacolod ankom. Det kunne ikke passe bedre, så vi satte os ind og kunne se frem til næsten 5 timer i bus igen. Men vejen kunne umuligt være værre end den vi havde kørt ad dagen i forvejen, tænkte vi - men det kunne den åbenbart godt! I hvert fald ligeså dårlig, så igen blev vi godt rystet igennem og et par gange fløj Stine et godt stykke over sædet da vi kørte over humperne og hullerne i vejen og de var ikke små. Stine svor at hun aldrig skulle på sådan en bustur igen, mens Nikolaj er lidt mere hærdet efter de utallige busture han har været på med ishockey, selvom det selvfølgelig foregår på lidt bedre veje derhjemme.
 

Undervejs så vi et filippinsk ældrecenter:

 

 
Men igen kom vi da helskindet frem og denne gang til Bacolod, som er den anden hovedstad på Negros, som er delt op i 2 regioner. Her ville vi have en overnatning og så undersøge om der gik et fly til øen Panay dagen efter. Vi søgte lidt på nettet og fandt en flybillet til Kalibo på Panay dagen efter tidligt om morgenen kl. 6:30. Vi havde stadig et ønske om den hvide sandstrand på Filippinerne, så vores plan var at tage en bus fra Kalibo til Caticlan (1 times kørsel) og derefter sejle 15 min. for at komme ud til øen Boracay. Det er en lille ø, kun 7 km. lang og 1 km. bred og den er kendt for sin vidunderlige strand "White Beach", så der kunne vi næsten ikke vente med at komme hen til. Inden vi tog til Apo Island havde vi også talt lidt med et dansk par, som havde rejst rundt på Filippinerne i en måneds tid og de sagde at det bedste sted havde været Boracay. Efter vi havde fået god kinesisk aftensmad gik vi til ro på vores hotel "Pension Bacolod", da vi skulle op kl. 4:00 næste morgen for at nå vores fly.
 

Bohol - Negros d. 28/7

Nu skulle vi videre til Negros, som er en anden ø på Filippinerne. Vi tog en tricykle til havnen og sejlede derefter til Dumaguete, som er en af hovedstaderne på Negros. Vi gik langs havnepromonaden og nød det gode vejr og udsigten, mens vi ledte efter et hotel. Vi ville se på "Vintage inn", som er godt beskrevet i Lonely Planet. Det var bare ikke længe vi fik lov at gå i fred før der kom tiggere hen til os og faktisk holdte fast i armen, hvis vi gik videre. Det var specielt en pige på ca. 7- 8 år, der kom med en lille 1-2 årige dreng på armen og pigen gjorde tegn til at hun ville have penge til mad. Det har vi aldrig oplevet i sådan en grad før, men da pigen blev ved gav vi dem lidt slik. "No no" sagde pigen, men hun tog dog imod det til sidst.

Efter vi havde tjekket ind på hotellet fik vi set os lidt om i byen for også at finde ud af, hvordan vi skulle komme videre dagen efter. Hold da op en trafik der var i byen. Biler, jeepney'er og tricykler kørte på kryds og tværs af hinanden. I løbet af dagen fik Stine også tid til at shoppe lidt tøj, da hun var ved at være træt af at gå i det samme. Hun fik 2 sommerkjoler og en t-shirt for 33,- dkk, så havde hun lidt tøj at bruge på ferien. ;) og vi fik selvfølgelig også lidt tid til at opdatere bloggen, mens vi nød en ananas shake.
 

Universitetet i byen.

Dumaguete - Apo Island d. 29/7
Denne morgen stod vi op kl. 6:00 for at tage bussen tidligt til Malatapay (25 km) og derfra sejle videre til Apo Island. Apo er en lille dejlig ø, der skulle have det flotteste koralrev og noget af det bedste dykning på Filippinerne. Da vi kom til Malatapay, som faktisk bare bestod af en helt øde gade på vej ned til vandet, delte vi en motorbanca med 4 andre unge fra USA og sejlede afsted. Vi var alle spændte og glædede os meget.

Vi havde besluttet os for at tage en overnatning på øen og bookede os ind på et af de to "hoteller" og vi valgte "Liberty's Lodge", hvor de 4 andre allerede havde booket deres overnatning. Det lå lige ned til vandet ved siden af en lille landsby og højt hævet over stranden, så vi havde den skønneste udsigt ud over havet.
Værelset var rigtigt hyggeligt, men der var ingen rindende vand, hverken til bad, toilet eller håndvasken og kun elektricitet på nogle tidspunkter af døgnet.

Kl. 11:00 skulle vi dykke, så vi gik ned i dykkershoppen "Paul's Diving", som hørte med til hotellet og fik vores udstyr og så var det ellers afsted. Det var noget anderledes end at dykke ved Mabul, men stadig rigtigt godt. Her ved Apo så vi små og mellemstore fisk, bl.a. Yellowtail Snapper, Garden Eel (school), Trumpetfish, Pufferfish, Clownfish/Anemonefish, Damselfish, Surgeonfish, Angelfish, Bannerfish, Parrotfish og mange andre men ingen skildpadder, selvom de tit er der. Men det der var mest fascinerende var det helt fantastiske flotte koralrev, her kunne Mabul slet ikke være med.

I løbet af eftermiddagen ville vi en tur over på den anden side af øen og vi startede med at gå igennem den lille landsby. Det var igen en kæmpe oplevelse at gå blandt de lokale, deres hjemmestrikkede hytter, hvor de bor i og se hvordan de lever. De var meget flinke allesammen og generelt er næsten alle Filippinere utroligt smilende og glade. Især børnene var helt optaget af at kigge på os og de kaldte Stine for Barbie og én ville lige over og røre hendes hånd. De var bare så søde. I landsbyen havde de både skole for de mindre samt high school, så det blev vi positivt overrasket over. På den anden side af øen lå der en helt lille landsby, som vi lige var nede og vende i og her var de også meget nysgerrige allesammen, specielt børnene som stod og gemte sig lidt.

Vi afsluttede turen med en dukkert ved en strand, der lå lige ved siden af vores hotel. Her fik Nikolaj også kigget lidt på skaller og dyr for en gangs skyld. :)

Vores aftensmad spiste vi i restauranten på hotellet, mens børnene fra landsbyen legede på stranden. Der havde vi den flotteste udsigt til solnedgangen.

Og så gik vi i seng. ;)