Stine & Nikolaj i Sydøstasien 2010: Kota Kinabalu, Borneo

Efter to helt fantastiske, vilde og oplevelsesrige uger paa Borneo gik turen nu videre til Filippinerne. Hjemmefra var vores rute: Kota Kinabalu - Cebu blevet aflyst og lavet om til: Kota Kinabalu - Kuala Lumpur, Kuala Lumpur - Manila og til sidst Manila - Cebu, saa det blev en noget laengere tur end vi havde regnet med i foerste omgang. Da vi kom til Manila var flyet en time forsinket, saa det gjorde det heller ikke bedre. Men saa var der lidt tid til at skrive dagbog. Heldigvis havde vi booket et hotel paa forhaand, da vi endelig ankom til Cebu, saa vi tog bare en taxa direkte til hotellet midt i Ceby by. Vi blev meget positivt overrasket over hotellet, som hed "Gran Prix Hotel". Nu ventede der et helt nyt og spaendende eventyr forude. Ved næsten alle større butikker, centre, banker, hoteller osv. har de vagter med de største guns - det ser lidt vildt ud!

Cebu - "Alona Beach", Panglao (Bohol) d. 26/7

Med i prisen paa vaerelset var der inkluderet morgenmad, saa i elevatoren paa vej ned troede vi rigtigt, at vi skulle ned og have den helt store morgenbuffet. Men ak nej - vi fik bare udleveret en morgenmads-kupon til den naermeste "Jollibee" (fastfood kaede, der er overalt hernede, lidt i stil med McD.), billedet er fra en anden Jollibee.

Aftenen inden paa hotellet var vi blevet enige om, at der ikke rigtigt var noget vi ville se paa Cebu, saa vi tjekkede ud og tog en taxa ned til Pier 1 paa havnen, hvor vi ville sejle med "Ocean Jet" til Tagbilaran paa Bohol, der ligger ca. 2 timers sejlads fra Cebu. Herfra videre til den lille oe Panglao, der er forbundet med bro til Bohol. Her skulle vaere en laekker strand ved navn Alona beach, hvor vi ville overnatte. Vi fik koebt billetter til faergen, betalt "terminal-afgift", samt tjekket vores rygsaekke ind, som selvfoelgelig ogsaa kostede noget. Det var overhovedet ikke noedvendigt fandt vi ud af, saa det goer vi aldrig igen. Generelt er der ekstra omkostninger/udgifter paa alt, hvad man skal her paa Filippinerne, men det er stadigvaek billigt. Det irriterer bare én, at man altid lige skal betale lidt ekstra end man havde regnet med.

Efter ankomsten til Tagbilaran, tog vi en "tricycle" til Alona Beach paa Panglao. En tricycle er en knallert/motorcykel med en hjemmelavet sidevogn der er overdaekket og dem er der utallige af hernede. De koerer simpelthen rundt overalt og vi har talt helt op til en 8-10 stykker, der har presset sig sammen i saadan en, sikkert for at spare penge.

Naa men vi kom frem til Alona Beach efter 30-40 min. koersel og saa skulle vi rundt og se om vi kunne finde et vaerelse igen. Det var nemt nok, problemet var bare, at priserne ca. var 3-4 gange saa dyre, som dem der var beskrevet i vores Lonely Planet :( Hmm, vi proevede at gaa videre for vi syntes, at det var alt for meget at betale for en overnatning. Det viste sig, at det var godt vi fortsatte vores soegen for i den sidste del af stranden laa "Peter's House" og det var vaesentligt billigere end mange af de andre steder. Vi tog selvfoelgelig vaerelset og det var rigtig fint med flettet bambus over det hele. Hele stranden var rigtig hyggelig om aftenen med hyggelig belysning og restauranter helt ned til/paa standen. Vi gik ned paa en af dem og fik noget at spise (pizza).

Nu hvor vi var kommet til Filippinerne ville vi selvfoelgelig ogsaa proeve deres national-dessert "Halo-Halo". det var ikke ligefrem den bedste dessert vi havde faaet. Den bestod bl.a. af soede kartofler (som isen blev lavet af), mango, jackfruit, majs, to slags boenner, corn flakes, strimler af kokos, knust is og nogle gemmensigtige stykker gele, hvor det hele var badet i kokosmaelk. Den blev ikke spist op skulle vi hilse og sige! Heldigvis havde vi ogsaa bestilt en bananasplit, som var rigtig god, saa det hjaelp paa det.

Bagefter ville vi gaa en lille tur langs stranden, men vi naede ikke saerligt langt foer en flok damer i "sygeplejerske toej" kom loebende hen til os. "Massage, massage?" spurgte de og vi havde godt set nogle der laa nede paa stranden og fik massage. Vi ville lige overveje det og sagde at vi gik en lille tur og ville komme tilbage. Men selvfoelgelig ville vi da have en omgang, det kostede kun 300 pesos pr. person for en times massage og vi havde lidt ondt af os selv og var en smule oemme efter al den rejsen. Vi gik tilbage til dem og fik prisen pruttet ned til 500 pesos for os begge to (ca. 60,- dkk) for en times massage! Det var super laekkert, damerne var rigtig dygtige og imens vi laa der paa standen i moerket kunne vi hoere vandet skvulpe i vandkanten, samt noget rigtigt godt live-musik lidt i det fjerne, hvor vi kendte alle numrene. "Det er bare livet det her" kunne vi hurtigt blive enige om.

Inden vi gik i seng fik vi aftalt med en fyr, at vi gerne ville leje en knallert/motorcykel den naeste dag, for at koere lidt rundt paa Bohol og se lidt af dens sevaerdigheder.

Bohol / Panglao d. 27/7

Næste morgen stod knallert-fyren uden for vores "hotel" på stranden og ventede på, at vi fik morgenmaden kastet i os. Han skulle også være vores guide på turen, da han havde fortalt os aftenen inden, at det godt kunne være lidt svært at finde rundt på Bohol og nå at se de ting vi gerne ville se på en dag. Han skulle kun have 300 pesos (37,- kr) for at køre med os rundt i 8 timer, så det ville vi gerne betale. Han kørte rundt på sin egen og vi var os to på vores. Vi havde også sagt til ham, at vi begge ville have en hjelm og det var ikke noget problem. men da vi kom hen til knallerten sagde han, at der kun var en hjelm til chaufføren, men den fik Stine dog på. Knallerten var med 4 semi-automatiske gear, så det krævede lige en smule tilvænning at køre den. Planen var, at vi ville ud og sejle med en flydende restaurant på Loboc River, op og se "Chocolate Hills" og "Tarsier Visitors Centre". ( En Tarsier, på dansk "spøgelsesabe", er verdens ældste, samt en af de mindste primater og den ligner nogenlunde en krydsning af en Gremlin og E.T). Det påstås, at det er fra spøgelsesaben, at Steven Spielberg har hentet inspiration til det besynderlige væsen E.T. i filmen af samme navn.

Vi startede med at køre op til Loboc-floden, hvor vi skulle spise frokost buffet på en af de mange flydende restauranter. Det var meget hyggeligt og der var gang i den med levende musik og båden stoppede også ved en lille tømmerbred, hvor en flok filippinere i alle aldre og køn dansede, sang og spillede musik for os. Det var virkelig godt.

Bagefter skulle vi over til det her Tarsier-center, men det varede ikke længe før vores guide holdte ind til siden og sagde, at nu var vi her. Vi syntes ikke, at det lignede et center og tidligere var vi også kørt forbi et andet skilt, der viste over til et tarsier-center, så vi kunne ikke helt forstå det var her. Guiden sagde jo jo og at det var sådan et center. Vi var knap kommet ind før vi så en tarsier siddende i et træ, så vi blev helt betagede og tog et par billeder. Lige efter kom der en fyr over og sagde, at der var flere tarsier lige ved siden af. Stine blev næsten revet med af ham og pludselig fik hun sat to tarsier på armen og skulderen. Efter det og da vi var på vej ud efter små 5 min. begyndte vi at snakke om, at der var noget galt og at vi muligvis var kommet ind et forkert sted. Nemlig et sted hvor de illegalt holder aberne fanget og holder dem vågne om dagen til ære for turisterne (selvom de er nattedyr), selvfølgelig for at tjene penge. På vej ud ville fyren også have 100 pesos, men det ville vi ikke støtte op om. Da vi kom ud forklarede vi vores guide, at det bestemt ikke var her vi ville have været, men derimod det rigtige center, hvor tarsierne har ordentlige forhold osv. Han vidste godt hvad vi snakkede om, men kom blot med en lang "søforklaring" om vi ikke kunne nå det andet center osv.

Efter det skulle vi videre op til "Chocolate Hills". På vejen derop begyndte der at styrt regne og vi havde stadigvæk en times kørsel til bakkerne på vores lille knallert, så vi var drivvåde, da vi nåede frem. Ikke nok med det, så brændte Stine sig også på udstødningsrøret, da hun steg af knallerten. AAVV!!

Chocolate Hills er et biologisk fænomen, som helt nøjagtigt består af 1268 runde symetriske bakker. Bakkerne består af koralkalk aflejret på havets bund og de er efterfølgende dannet ved erosion og landhævning. I tørtiden visner græsdækket og farven skifter til chokolade brun i april og maj. Vi havde ikke rigtig haft nogle forventninger til det, men vi blev positivt overraskede. Det var et rigtig flot syn og det var lidt mystisk på en helt speciel måde, da vejret gjorde, at der var tåget over bakkerne. Nogle af dem var grønne, mens andre var brune, så det var meget fascinerende.

Efter dette gik turen hjemad stadig i regnvejr, dog havde vi et lille stop ved en hængebro, som også skulle være en attraktion. Det var ikke noget specielt efter vores tidligere oplevelse med en hængebro, men vi fik da en chokolade kiks ud af turen over den. :)

Efter vores våde og kolde knallert-tur trængte vi til et dejligt varmt bad, men nej nej vi måtte nøjes med vores "cold water shower", som der oven i købet næsten ikke kom noget vand ud af. Alt i alt kan det vist tælles på en hånd, de gange vi har fået et varmt bad og Stine er blevet enormt god til at stå op når hun er på toilettet. Kun en gang har vi haft en føntørre og vi er heldige, hvis der ikke er edderkopper eller andet småkravl på badeværelset, men det vænner man sig jo til.. Næsten ihvertfald. ;)