Mens vi sad og ventede holdte der en bil ind til siden og manden raabte "Sandakan" Vi kiggede paa hinanden og Nikolaj sagde "Yes". 50 ringgit pr. person siger manden. "No no" det var for meget, for vi skulle kun give 30 ringgit for bussen. Efter 5 minutters snak frem og tilbage om det nu var klogt at koere med ham blev vi enige om at give det en chance. Bilen saa ret saa ny ud, var stor og mere behagelig end en bus og vi havde faaet pruttet prisen ned i 35 ringgit pr. person. Hvis vi havde taget bussen, skulle vi ogsaa tage en taxa ind til byen fra busstationen, saa det var faktisk ogsaa billigere at koere med manden. Turen tog 6 timer med et par pauser undervejs og de foerste mange kilimeter var Stine MEGET nervoes: "Nu bremser han, hvorfor goer han det?", "Hvad goer han nu?- Hvad skal vi her?" osv. osv. Saa det endte ogsaa med, at Nikolaj blev en smule nervoes og de 2 gange vi holdte ind troede vi, at vi skulle rulles. Men der var ikke spor at vaere nervoes for. Vi blev koert lige til vores hotel, han fik penge for turen og det kunne ikke have vaeret nemmere.
Paa vejen saa vi igen mange flere af de huse/skure, som de lokale bor i hernede. Det er ikke noget koent syn og hver gang bliver man overrasket over, hvordan de kan bo saadan.
Fra vores resort havde vi om morgenen ringet til May Fair hotel i Sandakan for at booke en overnatning. Det var et andet hotel, som er godt beskrevet i Lonely Planet. Men i telefonen havde vi faaet at vide, at der var helt booket op, men at vi kunne faa et vaerelse til dagen efter, saa det bestilte vi. Undervejs havde vi haabet paa, at der kom et afbud, saa vi kunne sove 2 naetter paa samme hotel. Vi krydsede vores fingre og gik ind of hoerte og heldigvis var deer kommet et afbud.
Aftenen gik med restaurantbesoeg, hvor vi bl.a. fik friturestegt is, skrive dagbog, samt hyggeaften paa vaerelset, hvor vi saa film og spiste slik under dynen. :) For foerste gang havde vi nemlig fladskaerm og dvd afspiller paa vaerelset og den soede, men meget specielle kineser, der styrede hotellet havde adskillige film, man kunne laane.You can take 5 to your room" sagde han. :)
Dagen efter skulle vi paa sight seeing i Sandakan. Sandakan er den travleste foskerby i Malaysia, saa mange steder duftede der af fisk og der var masser af liv paa havnefronten. Her valgte vi ogsaa at spise vores morgenmad, som vi havde koebt ved en af de store og spaendende bagerier. Vi havde fundet et dejligt sted paa havnen, men maatte dog lige jage en oegle vaek, inden der blev plads til os. :)
Derefter tog vi paa central markedet, som er et stort frugt-, groensags- og fiskemarked, hvor der er et vaeld af forskellige fisk, baade toerrede, men ogsaa friske fisk. De friske fisk leverer fiskerne lige ude foran markedet. Der var noget af et marked og her kan Fr-havn bestemt ikke vaere med.
Nikolaj traengte til at faa en sommerfrisure her i varmen, saa jagten gik ind paa en frisoer. Efter vi havde spurgt os lidt frem fandt vi en og Nikolaj er aldrig nogensinde blevet klippet saa grundigt foer med saa god en stemning blandt de ansatte. Saa det var bestemt de 20 ringgit (~34 DKK) vaerd. De lokales steder at bo blev bestemt heller ikke meget bedre inde i byen, som ogsaa kan ses paa billederne.
Da Sandakan er kendt for fisk og skaldyr af hoej kvalitet til lave priser skulle vi selvfoelgelig spise fisk ved havnefronten om aftenen. Det smagte dejligt og mens vi sad der kunne vi rigtig se liv under havoverfladen bl.a. en rokke, der kom svoemmende. Generelt er der et helt ubeskriveligt dyreliv hernede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar