Mount Kinabalu d. 12/7 - 13/7

Med en staerk vilje, frisk gaa paa mod og en solid omgang morgenmad efter eget valg (vi valgte American Breakfast), satte vi os ud i minibussen, der skulle transportere os til hovedkvarteret i Mount Kinabalu Nationalpark. I bussen sad i forvejen et aeldre australsk par, samt en aeldre mand, som vi senere skulle komme til at kende noget bedre. Det tog os cirka to timer ad en snoet bjergvej at komme op til parkens hovedkvarter, der ligger i 1.588 m. hoejde.

Papirer og tilladelser blev ordnet, vi fik hver isaer udleveret en pakket frokost og saa var vi ellers klar til at gaa. Maalet denne dag var at naa op til Laban Rata Resthouse, hvor vi skulle overnatte. Det ligger i 3.272 m. hoejde, en trekkingtur paa 6 km.

Os fem personer fra bussen havde vores egen guide, men han kom hurtigt bagud sammen med det australske par, da damen havde problemer (med maven), saa hele vejen op fulgtes vi med den anden aeldre mand. Han var en narkoselaege fra Skotland, som de sidste 30 aar har boet paa Barbados sammen med sin kone. Han havde ogsaa voksne boern, men de havde altid rejst meget og levet livet. Det var fascinerende at hoere om alle hans oplevelser og eventyr. Paa vejen opad var der shelters, hvor vi kunne holde en lille pause, komme paa toilettet og spise vores frokost. Det gik stejlt opad, men der var godt afmaerkede stier. Da vi kom hoejere og hoejere op blev iltindholdet lavere og Nikolaj begyndte at faa lidt trykken i hovedet og svaerere ved vejrtraekningen, saa det gik langsomt opad. Hvorimod Stine ingen problemer havde og "nemt" kunne komme op i en fart.

Paa vejen op saa vi rigtig mange "baerere", som HVER ENESTE dag gaar op med diverse forsyninger til Laban Rata og tager affald osv. med ned igen. Som det kan ses paa billedet, er der et par af dem, som er paa vej op med et koeleskab!! Nikolaj blev ogsaa noget overrasket over deres enorme laegmuskler, isaer da mange dem er et hovede lavere end Stine. Naar man har vaeret baerer i 4 aar, kan man faa lov til at blive forfremmet til guide.

Da vi naaede Laban Rata var Stine lettet og overrasket over, at det var gaaet okay for hende og havde nu endnu mere mod paa at naa toppen. Nikolaj var godt traet og havde lidt hovedpine, som jo er meget almindeligt i hoejderne, men han havde selvfoelgelig ogsaa stadig mod paa at naa toppen. Vi havde pakket en masse kiks, chokolade, slik osv., men det var slet ikke noedvendigt for vi fik alt det mad vi kunne spise og mere til. Der var en rigtig god stemning deroppe og der var tid til at udveksle erfaringer med de andre. Ved 19-tiden efter aftensmaden gik vi i seng, for vi skulle op igen kl. 2:00 for at naa toppen og se solopgangen kl. 6:00 ca. Vi var godt traette kl. 2, men vi fik os lidt mad og fik det varme toej, regnjakke og pandelampen paa. Saa var vi klar til at begive os ud i kulde og moerke for at gaa/klatre/kravle de sidste 2,7 km. for at naa toppen. Paa vej opad kunne vi kun se lysglimtene fra de andre lygter, der snoede sig op ad. Klimaet blev barskere, vinden tog til og kulden begyndte at bide mere og mere. Her havde vi heldigvis guiden ved vores side, som lidt efter lidt opmuntrende fortalte os, hvor langt vi havde igen. Det blev her endnu mere stejlt og besvaerligt og i 300 m. skulle vi bare traekke os opad i et reb. Stine var glad for, at det var moerkt, saa hun ikke kunne se, hvad det var hun var ude i og taenkte mest paa, hvordan hun overhovedet skulle komme ned igen. Nikolaj var ved at vaenne sig til hoejden og var spaendt paa at naa toppen.
Lidt foer solopgang, mens der stadig var moerkt naaede vi endelig toppen. VI KLAREDE DET!!
Det var en sindsyg og fantastisk oplevelse, at staa paa toppen af Mount Kinabalu. Det var helt sikkert alle anstrengelserne vaerd. Vi saa lyset bryde frem og var heldige, for denne morgen var der en utrolig flot solopgang og udsigt ud over Borneo.

Nu gik turen nedad og det var blevet lyst, saa vi kunne se alt det raa stejle og til tider ret saa glatte granit vi havde gaaet opad. Det var saa vildt og helt ufatteligt, hvordan vi overhovedet var kommet opad det. De steder, hvor det bare gik nedad var Stine glad for lidt hjaelp fra guiden og han var ogsaa god til at pege, hvor vi kunne traede. Da vi igen naaede Laban Rata var der tid til en god morgenbuffet inden vi skulle gaa de sidste 6 km. ned. Nikolaj var lidt opgivende ved tanken om de 6 km., men da han foerst kom igang gik det okay. Turen ned var ikke helt saa haard, men den var meget svaerere og kraevende for led og muskler og man skulle passe paa, at man ikke snublede eller gled paa de glatte trin og mellem stenene. Vores guide viste os ogsaa nogle Pitcher Plants, som kun findes paa Borneo og de var vaeldig flotte. Nikolaj`s og den aeldre mand`s knae gjorde rigtigt ondt til sidst og de blev enige om ikke at tage flere trapper eller trin paa resten af ferien :)

Langt om laenge naaede vi bunden igen og sluttede af med en frokost buffet, mens vi ventede paa bussen, der skulle koere os tilbage til Tuaran Beach Resort, saa vi kunne faa vores sidste overnatning. Vi var lidt forvirrede og havde svaert ved at forstaa, at vi altsaa lige havde besteget et bjerg.
Alt i alt var det den mest vanvittige oplevelse vi nogensinde har haft og vi er stolte af os selv, selvom rekorden for opstigningen er 2 timer og 40 min.